DEN DANSKE AGENT
Sigrid Melin er undercover-agent i Beirut, da hun opdager et terrorplot mod Danmark. Sammen med en tysk kollega, Felix Zobel, følger hun terroristens spor fra Libanons sofistikerede og bundkorrupte finansverden på tværs af Europa til København. Da sporet fører i retning af en dansk IS-kriger, spænder PET imidlertid ben for efterforskningen. Sigrid er sikker på, at efterretningstjenesten skjuler noget.
Hun må søge hjælp hos sin far, Carl Rosa, som hun mistede kontakten til som ung. Carl er ny justitsminister og vil gerne hjælpe. Men tør de stole på hinanden? I det samme bryder en historisk flygtningekrise ud og tvinger Carl ud i en storpolitisk konflikt.
Uden at vide hvem de kan stole på, må Sigrid og Felix sætte livet på spil for at finde terroristen og afværge et angreb.
DEN DANSKE AGENT er en spændingsroman om frygten for terror og det politiske spil omkring den, men også om fædre og døtre, mødre og sønner, og om kærlighedens kraft i en verden ude af balance. Bogen er en selvstændig fortsættelse af DAMASKUS.
DAMASKUS
Iben Albinus er aktuel med spændingsromanen og bestselleren Damaskus, der blev en velmodtaget debut for den tidligere journalist og anmelder. Jyllands-Posten gav seks stjerner, Information kaldte den ”en debut, der bogstavelig talt tager vejret fra én”, og i Politiken blev forfatteren sammenlignet med Graham Greene og Leif Davidsen.
Damaskus er en politisk thriller og handler om Sigrid, der rejser til Syrien under det arabiske forår i 2011 for at spionere for FE, Forsvarets Efterretningstjeneste. I Damaskus genser hun endelig sin ungdomsveninde, den syriske forretningskvinde og jetsetter Reem, kun for at opdage, at Reem står på den forkerte side i konflikten. Her krydser Iben den nordiske krimitradition med spiongenren i en fortælling, der er inspireret af virkelige begivenheder og flere års research.
I foråret 2022 vandt Iben Det Danske Kriminalakademis Debutantpris og blev desuden nomineret til Læsernes Bogpris og Blixenprisen for Damaskus. Scanbox Productions har købt filmatiseringsrettighederne til romanen med Iben som hovedforfatter og executive producer.
Plot en bestseller!
NYT FORFATTERKURSUS
Drømmer du om at udgive en bestseller?
Bestsellerforfatter og manuskriptforfatter Iben Albinus giver dig værktøjerne på nyt plotkursus på avanceret niveau.
En stærk læseoplevelse får os til at glemme tid og sted. Men hvordan udvikler du en roman med uforglemmelige karakterer og psykologisk dybde? Med en fortælling, der gør din bog umulig at lægge fra sig? Svaret er et samspil mellem unikke karakterer og et karakterdrevet plot med fremdrift. Modsat manges fordomme er et stærkt plot nemlig afgørende, uanset om du skriver eksperimenterende finlitteratur eller genre. Men hvordan får du det til at lykkes?
Plot en bestseller! er et kursus i dramaturgi på avanceret niveau og giver dig indsigt i dramaturgiens anatomi og værktøjerne til at udvikle og forfatte en kvalitetsbestseller. Det henvender sig til forfattere, redaktører og forlæggere.
Underviser Iben Albinus er prisvindende forfatter til de anmelderroste bestsellere Damaskus (2021) og Den danske agent (2023) og har skrevet mere end 40 tv-serie-afsnit. Hun er tidligere ekstern lektor i Manuskriptskrivning på Syddansk Universitet og underviser i dag på Filmskolens Efteruddannelse i at skrive Tv-serier. Hun har en baggrund som litteratur- og filmanmelder og kulturjournalist.
Kurset forløber over en forlænget weekend fra fredag 26. april til søndag 28. april, 2024, fra kl. 9.15-16.
Er det noget for dig? Så læs mere ved at trykke på knappen herunder. Du kan stadig nå early bird-prisen.